Jeg har altid undret mig over hvorfor så mange mennesker i oplyste samfund er religiøse. Der er helt klart noget psykologi og sociologi jeg ikke forstår.
En god fortælling er svær at slå. Jeg tror det skyldes en evolutionær fordel, at vi er draget af fortællinger og historier, om hvordan det er at være menneske, og alle de andre emner. De af os der bedst kunne fortælle, og holde sammen på en flok, klarede den.
Jeg ville ønske at vi i dag kendte de fortællinger som vi digtede sammen, for 200.000 år siden da vi sad og spiste omkring bålet, og kunne kigge op på stjernerne.
Jeg er ikke troende, og kan ikke se et realistisk scenarie hvor jeg kunne finde troen, men jeg har en vis misundelse for de religiøse; det må være meget betryggende, at kunne læne sig mod sin tro i en presset situation, og vide med sikkerhed at man har Gud i sit hjørne.
@bread@Klorofyl Vel kun hvis du gør præcis som Gud siger, hvilket langt hen ad vejen er en række arbitrære regler, mange af hvilke du ikke er sikker på at du behøver følge, for det gør de andre troende ikke. Der er selvfølgelig trosretninger hvor du 1-2-3 kan få syndsforladelse, men i andre må der være en konstant angst for om du har været god nok, eller om du allerede nu er dømt til evig tortur og lemlæstelse fordi du engang spiste en reje.
Der mangler lidt en statusside for at se, hvordan mit efterliv ser ud lige nu. Som du skriver, fik jeg spist en reje, eller glemte jeg at vise tegnet til min skaber en dag i kirken, hvor jeg skulle have gjort det? Er jeg sikret min billet, eller skal jeg lige lægge lidt mere arbejde i 4. kvartal inden midnat?
Manglen på bevis for, at nu har du gjort nok til at komme i himmelen er vel også langt hen af vejen den største motivator for at gøre godt. Men samtidig er det noget ingen ved, heller ikke de religiøse. Hvor meget er nok til at komme i himlen? Fik jeg sagt 19 hail mary, eller de 20 som præsten sagde for at jeg kan blive tilgivet?
Ved ikke hvad jeg vil med min kommentar, men jeg kom til at tænke på, at mens der ikke er nogen der kan sige om man har gjort nok til at få den store pris i efterlivet, så kan man selv være den der siger “nu har jeg gjort nok, for at komme i himlen” eller hvad ens religion tildeler en for at have været en god tilhænger. Men det er vel blasfemi, og så er man ude igen.
Har det på helt samme måde. Synes nordisk mytologi oser af nice stemning. Men det ligger bare ikke til min hjerne at kunne acceptere kendsgerninger der for mig åbenlyst er et produkt af vi menneskers store hjerner.
Jeg har altid undret mig over hvorfor så mange mennesker i oplyste samfund er religiøse. Der er helt klart noget psykologi og sociologi jeg ikke forstår.
En god fortælling er svær at slå. Jeg tror det skyldes en evolutionær fordel, at vi er draget af fortællinger og historier, om hvordan det er at være menneske, og alle de andre emner. De af os der bedst kunne fortælle, og holde sammen på en flok, klarede den.
Jeg ville ønske at vi i dag kendte de fortællinger som vi digtede sammen, for 200.000 år siden da vi sad og spiste omkring bålet, og kunne kigge op på stjernerne.
Jeg er ikke troende, og kan ikke se et realistisk scenarie hvor jeg kunne finde troen, men jeg har en vis misundelse for de religiøse; det må være meget betryggende, at kunne læne sig mod sin tro i en presset situation, og vide med sikkerhed at man har Gud i sit hjørne.
@bread @Klorofyl Vel kun hvis du gør præcis som Gud siger, hvilket langt hen ad vejen er en række arbitrære regler, mange af hvilke du ikke er sikker på at du behøver følge, for det gør de andre troende ikke. Der er selvfølgelig trosretninger hvor du 1-2-3 kan få syndsforladelse, men i andre må der være en konstant angst for om du har været god nok, eller om du allerede nu er dømt til evig tortur og lemlæstelse fordi du engang spiste en reje.
Der mangler lidt en statusside for at se, hvordan mit efterliv ser ud lige nu. Som du skriver, fik jeg spist en reje, eller glemte jeg at vise tegnet til min skaber en dag i kirken, hvor jeg skulle have gjort det? Er jeg sikret min billet, eller skal jeg lige lægge lidt mere arbejde i 4. kvartal inden midnat?
Manglen på bevis for, at nu har du gjort nok til at komme i himmelen er vel også langt hen af vejen den største motivator for at gøre godt. Men samtidig er det noget ingen ved, heller ikke de religiøse. Hvor meget er nok til at komme i himlen? Fik jeg sagt 19 hail mary, eller de 20 som præsten sagde for at jeg kan blive tilgivet?
Ved ikke hvad jeg vil med min kommentar, men jeg kom til at tænke på, at mens der ikke er nogen der kan sige om man har gjort nok til at få den store pris i efterlivet, så kan man selv være den der siger “nu har jeg gjort nok, for at komme i himlen” eller hvad ens religion tildeler en for at have været en god tilhænger. Men det er vel blasfemi, og så er man ude igen.
Meget besværligt koncept.
Har det på helt samme måde. Synes nordisk mytologi oser af nice stemning. Men det ligger bare ikke til min hjerne at kunne acceptere kendsgerninger der for mig åbenlyst er et produkt af vi menneskers store hjerner.